Hørsholm-Rungsted Vikingelaugs 40 års jubilæum 2. august 2014
Høvdingens tale
Jørgen “Sølvræv” Kieler efter indvielsen af Kielers Plads. Foto: Jesper Alstrøm.
40 år er et sjovt begreb. Men som Bob Dylan sang i 1963: »The Times They Are A-Changing«.
Og tiderne er sandelig skiftet. Da jeg var ung, var en 40 års jubilar ældgammel og sidste salgsdato var for længst overskredet!
Skiltet med Kielers Plads. Foto: Jesper Alstrøm.
En gang talte man også om ‘de unge på 40’ og ‘de midaldrende’. Det er to begreber, der er forsvundet ud af sproget. Nu er vi unge længere og de, der er gamle, er yngre og fuld af liv. Dét bliver bekræftet hver morgen i Vinterpaladset, hvor få sekunders mental medvind tanker dig op på ny.
Én der både er ældre og som var med til at stifte Lauget for 40 år siden og derfor er en »ældgammel« 40 års jubilar, er vort æresmedlem Jørgen »Sølvræv« Kieler.
Nu har vi jo i jubilæumsudgaven af nyhedsbrevet set, at han måtte en omvej til Canada for at blive vinterbader ved en fejltagelse. Jørgen er om nogen blevet synonym med Lauget, og han mener, at det er vinterbadningen, som gør, at han 23. august bliver 95 år.
Jeg vil godt spole tiden tilbage til begyndelsen af 1945 i den tyske by Porta Westfalica, hvor en 16-årig pige hver morgen på vej til skole mødte nogle forhutlede mænd på broen over floden Weser.
Hun spurgte sin mor, hvem det var, og moderen svarede, at hun under ingen omstændigheder måtte tage kontakt til dem, da det kunne give hende alvorlige problemer. Men samtidig smurte moderen et par ekstra stykker mad til madpakken, og pigen forstod budskabet og delte overskuddet i madpakken med nogle af mændene.
Én af de udhungrede, fysisk og psykisk stærkt plagede mænd på broen var koncentrationslejrfangen Jørgen Kieler. De første tre måneder af 1943 arbejdede han med at hugge sten på den modsatte side af floden og skulle derfor over broen hver morgen.
Broens navn er Skæbnebroen!
Han var én af dem, som fik glæde af pigens madpakker. Og for omkring 5 år siden fik han kontakt med den nu 86-årige tyske pige. De skriver sammen en gang om ugen, og hun arbejder for at udbrede kendskabet til nazisternes ugerninger til nutidens unge. Hun har derfor sørget for, at Jørgens bog om det inhumane liv i koncentrationslejren Porta Westfalica findes på alle områdets 16 gymnasier. Hvor nynazisterne i øvrigt i disse år forsøger at hverve eleverne.
For Jørgen er det blevet en mission at tale om dét, der skete. At minde os om de mange, der ofrede deres liv for vores frihed.
Høvdingen hylder Jørgen Kieler. Foto: Jesper Alstrøm.
- Jeg var tvunget til at gå ind i modstandsbevægelsen, for jeg var besat. Det var vigtigere end livet, har Jørgen sagt i et interview i anledning af bogen om ham – »Før jeg siger farvel«, som udkom i november sidste år.
Jeg græd flere gange, da jeg læste én af Jørgens erindringsbøger, hvor han fortalte om at sidde i Vestre Fængsel og vente på at blive henrettet og om livet i koncentrationslejren. Og med de gruopvækkende oplevelser, han har haft, er det utroligt, at han kom tilbage til livet. At han fik troen på det gode i mennesket. Og har arbejdet så meget for samarbejde på tværs af grænser, jerntæpper, og hvad der ellers kan skille folk.
Fra Skæbnebroen til Sukkenes Bro: Vi vil gerne i Lauget hylde Jørgen for det menneske, han er. Bestyrelsen fandt, at de 40 år er er en god anledning til det. Navnet Kielerkanalen var optaget – så det blev Kielers Plads i stedet.
Erling Madsen – 2. august 2014
