Pælekrebs på sjov!

Sultne gæster guffer trappetrin! Truer broens sikkerhed.

15_11_20_paelekrebs

Pælekrebs nam-nam. Tegning: Jens Hage

Det er normalt en fornøjelse at vise storsind og fodre dyr i naturen.

Imidlertid er vi kommet til at levere masser af mad til nogle pælekrebs på picnic – og det har givet en særdeles utilsigtet virkning.

De har fourageret lystigt på vores badetrapper med det resultat, at tredje nederste trin på højre trappe er brækket af på langs.

Noget ganske mange medlemmer har opdaget, når fødderne pludselig pegede nedad!

Flere trin er spist

Pligthuggerassistent Henrik Løve blev sat på opgaven og tog med en kniv en prøve af det knækkede trin:

– Det ligner pælekrebs, og det svarer vel til de forskellige borebiller, som kan gå i f.eks. bygningers trækonstruktioner, konstaterer han ved synet af træstykket, som er gennemboret af mange og smalle gange.

Pligthuggerassistenten har også lirket lidt i flere af de andre trin, og hans dom er klar:

– Der er nok pælekrebs i de fleste.

Sultent familiefirma

Ordbogen Den Store Danske fortæller om pælekrebs, at entreprenørvirksomheden er et familieforetagende:

»Den ca. 5 mm lange hun gnaver overfladiske gange; hannen følger efter og parrer sig, hver gang hunnen skifter hud. Ungerne gnaver sidegange fra modergangen, før de svømmer bort. Med tre-fire kuld pr. år kan ødelæggelserne være omfattende«.

Ikke noget at gøre

Vor Brokommiterede Karsten Mangor oplyser supplerende, at den eneste effektive måde at holde pælekrebs og pæleorm væk på, er ved at imprægnere træet med krom – hvilket har været forbudt siden 2002.

Så dét duer ikke.

Vi har måtte nøjes med en godkendt imprægnering, som tilsyneladende ikke dæmper appetitten og det er tilsyneladende en risiko, vi må leve med.

Vi holder øje!

Normalt laves arbejde under vand først fra foråret, og da vores bro nu formentlig skal pilles ned, vil Lauget ikke gøre noget ved trinene p.t.

Men Pligthuggerlauget holder naturligvis øje med udviklingen, da der er et sikkerhedsaspekt.

Så hold godt fast, når du træder på det tredje nederste trin – og hold øje med de øvrige trin, som kan forsvinde.

Men vi håber naturligvis, at pælekrebsene er blevet mætte af det tredje trin!

Kigger på gelænderet

Den venstre gelænder brækkede ved mødet med Hørsholm Komunes badeplatform.

Vi vil ikke vil vente på forsikringssagen afklares, så Pligthuggerudvalget vil se på, om det kan skiftes.

Bestyrelsen
22. november 2015

Print Friendly, PDF & Email
This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.